Dagbog – december 2012

Mandag den 3. december 2012
Så fik sneen da sat en stopper for det byggeri – håber på mildning indenfor 14 dage, så der skal blive skalmuret inden jul 🙂

Hertil aften fik vi så den “fede” besked, at de fliser vi har valgt er blevet kaldt tilbage – angiveligt pga produktionsfejl.. Øv øv.. Nu skal vi hurtigst muligt vælge nye, og det var sgu svært nok at vælge de første 🙁

Tirsdag den 4. december 2012
Murerfolkene er ankommet – eller ihvertfald deres grej 🙂

Morfor mødte dem på pladsen, og blev lukket ind i huset og kunne inspicere, at alt så ud som det skulle – ingen sneskader indendøre!

Fredag den 7. december 2012
Har taget en afspadseringsdag, da vi skal have valgt de nye klinker. Vågner med en forkølelse der har udviklet sig til feber og noget der ligner mandeinfluenza :o) Det ligner desværre et afbud til firmaets julefrokost, men de de der klinker SKAL bare vælges i dag – ellers bliver projektet måske udsat. Kæmper mig igennem et besøg hos Stark i Aalborg og vi finder heldigvis nogle klinker vi er overbeviste om, at vi bliver glade for.

Murerne er, på trods af vejret, gået igang, og har allerede muret den østvendte facade og er godt i gang med den sydvendte, der skal mures helt op til kip.

Er en smule bekymret for, at der mures i denne kulde, hvilket jeg også har luftet overfor HusCompagniet – de står dog 100% inde for arbejdet – lad os se om det også gælder om 3 år når fugerne rasler ud som tænderne på en gammel hund :o)

Indenfor er tømrerne (nogle andre end de første) i gang med trælofterne – 2 dages arbejde, så er det gjort – utroligt de kan få sig til at tage penge for det.

Indtil videre ser det som om tidsplanen holdes – på nogle punkter er de endda foran – lad os håbe det holder til februar :o)

Endelig er Vennelyst også begyndt at fjerne den gamle gule ejendom, men nu er de nok blevet afbrudt af sneen, de sidder vist på en stor del af snerydningen i byen.

Mandag den 17. december 2012
En længe ventet opdatering af dagbogen. For søren, det har været svært at få tid til at komme forbi for at få taget nogle indendørs billeder, mens der var håndværkere til stede.

Torsdag den 13. startede flisemureren med at sætte de nyligt valgte klinker op i det badeværelse der ligger sammen med vores soveværelse. Meget meget spændende at skulle se det, og vi blev ikke skuffede 🙂

I fredags blev murerne færdige med skalmuringen. De havde håbet på lidt tøvejr i weekenden, så de kunne få gravet ud langs sokkelen og derefter pudse den op – det var vist meget godt timet.

Byggeriet er meget tæt på at være færdigt udvendigt. Der mangler beklædning på redskabsrum, udhæng under opmuret gavl på vinkelen, udvendig el og vandhane, spots i udhæng på forsiden, fugning mellem skalmur/udhæng og fugning omkring vinduer/døre – og så naturligvis flise- og haveanlæg, som vi selv skal stå for 🙂

Flisemureren regner med at være færdig på onsdag, hvorefter byggeriet kommer til at stå stille henover jul, nytår og uge 1. Vi har heldigvis fået en nøgle, så vi kan komme forbi og “holde øje”. I uge 2 starter malerarbejdet.