Dagbog – november 2012

Mandag den 5. november 2012
Folkene fra Vestjysk Elementbyg begynder at montere de betonelementer, der skal udgøre bagmur og indvendige vægge i vores hus. Nu er “folkene” så meget sagt eftersom der kun går en – heldigvis med god hjælp fra en kran.

Onsdag den 7. november 2012
Der arbejdes igennem og den enlige mand har fået en makker,så mon ikke de når at blive færdige til tiden – Planen er, at der kommer spær på mandag, så der skal væggene være rejst. Status kl. 17.15 er, at ca. halvdelen af arbejdet er udført:

Vi er åbenbart også blevet “hotel-ejere”. Folkene fra Vestjysk Elementbyg bor i hvert fald i en skurvogn på grunden – der er selvfølgeligt også langt til Holstebro, hvis de skulle køre hjem hver dag 🙂

Fredag den 9. november 2012
Elementarbejdet er nu næsten færdig. Status omkring kl. 15.15 er, at sidste overligger er savet og kun spartelarbejdet mangler.

Antallet af hotelværelser er også blevet udvidet – der er i hvert fald kommet en skurvogn mere – gad vide hvor mange der skal bo der?!?

Næste arbejdshold – tømrerne – er altså allerede ved at gøre klar til at rykke ind på mandag.

Mandag den 12. november 2012
Var lige forbi pladsen efter Amalie var afleveret i børnehaven. Et par af tømrernes stilladser var sat op, men ikke et øje at se. Det bliver spændende at komme hjem i eftermiddag og se om vi snart skal gøre klar til rejsegilde 🙂

Kl. er 16.20 og Amalie og jeg er på tur til grunden. Vi har travlt da vi skal hjem og lave mad til Anne og Kyllingerne kommer fra gymnastik. Da vi ankommer ser vi, at der holder en stor lastbil, som er ved at læsse spær op på væggene. 3 stakke strategisk godt placeret ift dem der nu skal sætte dem op.

Da lastbilchaufføren ser os, stopper han og spørger om jeg har noget med “det her” at gøre. “Arrhhh, ikke andet end, at jeg regner med at bo der om 3 mdr.” svarer jeg :o) Øv, siger han. Han håbede jeg havde noget med byggefirmaet at gøre, da han har lidt problemer med, hvordan spærrene skal vende ift placering af ventilationsanlæg. Heldigvis fik han fat I nogen der vidste mere end mig og fik dem placeret korrekt :o)

Tirsdag den 13. november 2012
Var forbi da jeg kom fra arbejde. Havde nær kørt på tømreren på vej ind på grunden. De arbejder åbenbart længe, men jeg skal da også love for, at de når at lave noget.

Tilsyneladende mangler der kun et par endespær i valmen over carporten – og vi har ikke engang forberedt rejsegildet endnu – godt vi ikke skal have skorsten!

Fredag den 16. november 2012
Alle spær er rejst og der er monteret Isover tagfodsplader rundt om hele huset.

Inde i huset er der ved at blive gjort klar til opsætning af loft.

Tømrerne der går i huset nu, skal gå der indtil onsdag i uge 48. Derefter kommer der andre, der skal lægge tagsten og endnu andre, der skal sætte loft op inde i huset – der må virkelig være tale om eksperter på hver deres område 🙂

Mandag den 19. november 2012
Får ikke tid til at komme forbi grunden i dag.

Konsulenten fra HTH ringede for at følge op på hvidevarer. Han havde fået vores liste fra Uggerly, og havde ved at slå op på PriceRunner kunnet konstatere, at vores komfur er 97 cm højt.. Næsten panik.. Vores køkkenbord er kun bestilt i 90 cm højde.

  • Har jeg virkelig set forkert??
  • Tror det ikke!!
  • Kontakter importøren – Gerson ApS i Kolding – Komfuret er justerbart i 90-97 cm.
  • Perfekt!!

Måske ham der HTH-manden lige skulle tjekke facts inden han spreder panik 🙂

Onsdag den 21. november 2012
Det var i dag nogle dage siden, jeg har været forbi byggeriet, så det var spændende at se hvad der var sket.. Og.. Jeg skal da love for de kommer over stepperne. De fortjener vist snart morgenbrød de træfolk.

Loft og loftslem i carport er godt på vej. Isolering og undertag følges godt ad – de bliver efter eget udsagn færdig i morgen – godt at få lukket foroven, der er temmeligt vådt flere steder på betongulvet.. Nærmest søer af vand 🙁

Som det kan ses på billederne har der også været én forbi for at sætte ventilationsrørene op. Det havde Anne godt nok set, men det havde hun lige glemt at nævne – sikke en spion at have 🙂

Onsdag den 28. november 2012 – om formiddagen
Morfar var på besøg og jeg havde en længe planlagt fridag, da morfar og jeg skulle havde været på rundtur. Frederik blev desværre syg, så vi aflyste turen og satsede i stedet på at genere håndværkerne, der arbejder på huset, mindst et par gange – med Frederik på slæb i barnevognen.

Første besøg var om formiddagen.

Det første vi så, da vi ankom til grunden var, at vinduer og døre var ankommet. Desuden holdt der også en ekstra håndværkerbil. VVS-delen af Uggerly Installation var der for at lave installationerne til vand og gulvarme – rart endeligt at få styr på alle de vand/varmerør 🙂

En rundtur om huset viser, at tagkonstruktionen er færdig og der er klart til oplægning af tagsten. Uden at have voldsomt meget forstand på det, ser det ud som om det udførte arbejde er lige i skabet – Jeg i hvert fald meget tilfreds indtil videre… Dejligt…

Onsdag den 28. november 2012 – om eftermiddagen
Eftersom tømrerne ikke havde monteret ét eneste vindue, da vi måtte forlade pladsen sidst, havde vi et enormt behov for at komme derhen igen – godt der kun er få hundrede meter.

Før søren da, det begynder at ligne et hus…

Meget rart at huset nu er lukket af. Eneste ulempe er, at vi nu ikke kan komme og gå i huset som vi vil udenfor håndværkernes arbejdstid. Vi kan dog altid låne en nøgle, hvis vi skulle få brug for det i weekenderne.

Fredag den 30. november 2012
Havde egentligt ikke regnet med, at der skulle laves noget særligt på pladsen i dag. Der var dog lige tid til et meget kort visit, og hov… Tag på.. Én dags arbejde.. Imponerende.

Elektrikeren havde også været på arbejde. Det ser ud som om en stor del af kablerne allerede er trukket rundt.

Indholdsrig november – spændende hvor meget der sker i december 🙂